Bibelvers

I min nød råbte jeg til Herren, og han svared mig, i dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig.

Jonas bog 2,3

Indledning:

 

Mat. kap. 10 v 29 – 31
Sælges ikke to spurve for en skilling?
Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.
Men på jer er selv alle hovedhår talt.

Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

 

Det er som om at hele skaberværket er ved at gå i opløsning, mennesker rammes af frygt og rådvildhed. Denne verdens stormænd ved snart ikke længere hvad de skal gøre.

Vi kan også rammes af bekymring og bange tanker, men hør så hvad Jesus selv siger, til alle sine børn, dem som han har sat midt i denne verden:

Men på jer er selv alle hovedhår talt.

Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

Jesus kender dig og din situation, ja selv vore hovedhår er talte. Jesus har løskøbt sine børn og har beredt en plads for hver den som tror, lad os rette blikket mod ham, som udholdt korsets smerte for os.

 

 

 

Fællesbøn:
Tak at vi må komme til dig, som er livets kilde, en kilde med levende vand, tak at du vil vogte og lede os til livets kilde hos dig.
Nu beder vi dig, om at du vil se til den enkelte af os, sådan at vi finder al vor glæde og trøst hos dig alene.
Amen:

 

Sang Sos nr 71 Ikke en spurv til jorden:

Prædiken ved Hans Erik Nissen

optaget i Norge 2009 over Esajas kap. 40 v 1-11 Trøst, trøst mitt folk

Sang Sos nr 63 Gud er min hyrde

Fællesbøn for vort land og kirke:

O Herre, du retfærdige Gud, vi bekender, at vi som land og folk har syndet imod dig, og fortjent intet mindre end din vrede og straf. Men Herre, fordi du er en inderligt barmhjertig Gud, så tænk dog på nåde og bevar os fra ulykken, som kommer i mørket, der er ingen, som kan redde eller frelse, uden du Herre.
Ja kære Gud og himmelske far, du ser hvordan hele jorden, dit skaberværk, lider under frafaldets følger, men tak at det endnu er nådetid, tid til at søge dig, og det beder vi om, at Corona-krisen må blive et kald til at omvende sig til dig og ikke til forhærdelse.
Vi beder for regering og al øvrighed, giv dem at styre og lede ret.

Vi beder for din kirke på jord og herunder LM, før og led du os efter dit ord, bevar du os fra frafald.
Vi beder for vor lille kreds her, vi beder for alle vore hjem, for vore børn og unge, kom du til den enkelte af os, med din nåde og fred. Vi beder om at du må give os indbyrdes kærlighed og omsorg for hinanden, Vi beder om, at vi snart må få lov til, at samles igen til børneklub, juniorklub og møde.
Vi takker og beder for vore prædikanter, som bære dit ord frem for os her, giv dem at tale som dit ord taler.

Vi beder for LMs interansionale-mission, vi vil bede høstens Herre sende arbejdere ud til din høst, og særligt for vore nærkontakt missionær i Kiabakari og Iringa, giv dem alt hvad de behøver, til legeme og sjæl, giv dem vished om din almagt.

Tak for al din nåde mod os, tak for korsets smerte og forsoningen som du vandt for os og hele verden.
Hør os når vi sammen beder.

Fadervor, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed!
Amen.

 

Den apostolske velsignelse

Vor Herre Jesu Kristi nåde
Og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!
Amen.

 

Sang. Sos nr. 73 Ingen er så tryk i fare